Efter to mennesker på en uge har påtalt, at min blog ikke bliver opdateret nok, så bukker jeg mig i støvet og kaster mig over tasterne.
Først vil jeg skrive lidt om Stieg Larsson. Det er mest et "mmmmh, det er da meget interessant"-afsnit. Til sidst prøver jeg mere at være sjov.
Men først lidt om, hvorfor jeg er sur på Stieg Larsson. Der er to grunde:
1) Han har ødelagt skønlitteratur for mig.
Men som tømmermænd kommer efter nytårsaften, så følger der også et chok efter at have læst Stieg Larsson. For jeg har pludseligt opdaget hvor meget skønlitteratur, der er sindsygt prætensiøst.
Stieg Larssons sprog er no-nonsense, lige ud af landevejen. Bøgerne er drevet af handlingen, garneret med et par spændende karakterer - men det betyder at handlingen er det vigtigste. Det går over stok og sten. Prøv at bladre en af bøgerne igennem, og læs den første linie af hvert afsnit.
Opsigtsvækkende, ikk? Hver gang bliver linien brugt til at forklare hvor vi er henne, og hvem der er til stede. Som læser er man hele tiden med. Og det er SÅ rart!
Nu har jeg læst nogle bøger, hvor det første afsnit af et kapitel typisk bruges til at sætte stemning. Og jeg er blevet så træt af det... JEG VIL VIDE, HVAD DER FOREGÅR!!! Ikke hvilken farve og hældning skyggerne i en italiensk by har!
Derfor har Stieg Larsson ødelagt rigtigt mange romaner for mig. Jeg er blevet doven og vil have det hele hurtigt og nemt.
Eller også har han bevist, at nogle forfattere burde spænde hjelmen og komme til sagen, i stedet for at svælge i deres egne sprogblomster...
2) Hans bøger er mere vanedannende end crack, kokain, Lakrisaler, kaffe og de-der-bolscher-du-nok-ved, som man aldrig kan lade ligge.
Og siden han er død, kan jeg ikke få mit næste fix...
I øvrigt. I morgen skal jeg shoppe. Det fik mig til at tænke på, da jeg forleden læste om, hvordan danske historikere har en tendens til at nedjustere vikingernes blodtørstighed og fremstille dem som handelsmænd, opdagelsesrejsende og bønder. Det er nok rigtigt. Som jeg husker mine historiebøger fra folkeskole/gymnasiet, så var der forholdvist få nedbrændte irske klostre og lignende.
Jeg tænker dog stadig lidt på dengang lørdags-shopping i Paris foregik med langskibe og stridsøkser... Der er noget dejlig terapeutisk i at tænke på hvad en vild horde stinkende, hærgende, beskæggede mænd med økser og dårligt ånde, kunne udrette, når man står fanget i shopping-helvede.
peterdalby@gmail.com. Rygterne om min blogs død er overdrevne. Dog ikke stærkt overdrevne, kun en kende.